Erotisk Galleri
Her i mit erotiske kunstgalleri finder du et udvalg af de værker jeg har udført. Ønsker du oplysning om værket stadig er til salg, pris, hvor du kan se det i virkligheden, og andre specifikke oplysninger, så send mig en mail på post@evelyn-art.dk eller via kontaktformularen, og jeg besvarer hurtigst.
I keltisk mytologi var selve essensen af universet kvindelig. Dette feminine verdensbillede gjorde de oprindelige keltiske kvinder selvstændige og seksuelt frigjorte. Mine gudinder er opkaldt efter keltiske gudinder. Senuna betyder ”Den Oprindelige”, Vevina ”Skønnest blandt Kvinder” og Alana ”Den Tiltrækkende”.
Din gavmilde gudinde kræver ikke offergaver, men hvis du skænker hende opmærksomhed, vil hun på magisk vis give dig en ro i sindet, der frigør sensualitet og kreative tanker.
Denne veldrejede bronzekvinde er skabt af kropsvarm grøn voks, der formes under kunstnerens kærtegnende fingerspidser; alt er udført i hånden, uden brug af redskaber. Når figurens udtryk er fundet, støbes en gipsform, som fyldes op med den flydende bronze. Efter slibning og patinering poleres gudinden.
Følesansen: Du kan følge kunstnerens arbejde ved at lade fingrene glide hen over de glatte kurver eller dvæle ved figurens underfulde gruber. Den kan ligge i en lomme og passer perfekt i din hånd, hvor du ligefrem kan mærke den falde til hvile.
Synssansen: Den kraftfulde kvindekrop er en fryd for øjet. Hun fanger solens stråler og gløder i tusmørket. Hvis du ser godt efter, kan du ane kunstnerens fingeraftryk på figurens sanselige former.
